torsdag den 27. februar 2014

Nytårs forsæt - Februar

Denne måneds juleting er en hæklet dørkrans. Jeg mødte den her hos Repeat Crafter Me og måtte bare lave en selv.


Selv om det tager en del tid at lave alle sneboldene og ikke mindst at sy dem fast på kransen, er det det hele værd. Jeg glæder mig rigtig meget til december hvor den skal hænges op.

søndag den 23. februar 2014

Duftende dyr

Jeg er en af dem der er udstyret med en sart næse, jeg har svært ved at snuppe lugten i min skoletaske eller skabet med overtøj der hurtigt får sådan en sær indelukket lugt.
Tilgengæld er jeg ret vild med duften af lavendel. Derfor har jeg syet mig nogle små duftposer med lavendel.

Undskylder den dårlige billedkvalitet. Farverne er meget federe i virkeligheden.

Det gav mig også mulighed for at lege lidt med mit broder garn. I første omgang blev det til en mus, et pindsvin og en kanin.

Resten af dagen i dag skal gå med at brodere nogle flere dyr, for det er lige sådan en slappe af søndags aktivitet jeg har lyst til og lavendel poser kan man jo aldrig få for mange af.

mandag den 17. februar 2014

De små ting

Jeg er ikke typen der fejre valentines dag og den slags. Tilgengæld er jeg stor fan af de små romantiske ting i hverdagen.
For et par uger siden lavede jeg den her klemme til min kæreste. Ideen så jeg på pinterest. Det var en aften jeg var alene hjemme, så jeg lagde den på hans computer inden jeg gik i seng. Han opdagede den først dagen efter, og han blev rigtig glad. Klemmen bliver åbnet flere gange om dagen.



Så i går, da vi gjorde rent, kom han pludselig hen til mig, og fortalte at vores meget grådige støvsuger åbenbart havde savnet noget kærlighed for den havde snuppet klemmen! Han var meget ked af det og han havde også skældt den dumme støvsuger ud.
Ak ja, sådan kan det jo (åbenbart) gå, når man ikke giver sin støvsuger kærlighed nok.

lørdag den 15. februar 2014

Kan I huske mig?

Ja, det har jo været noget sløjt med indlæg her på bloggen den sidste tid. Der har været så meget at se til. Men en smule kreativt er der jo altid tid til.

I sidste uge fik jeg lagt sidste hånd på et tørklæde jeg har arbejdet på siden jul. Strikket i uld og filtet. Den er ikke til mig selv, men en bestilling, så jeg håber modtageren bliver glad for den.



Jeg har sat en lille mus på en sikkerhedsnål, til at holde tørklædet med.